In English 

Springflod

1985

Springflod

DE FIRE VUGGER

Vuggen IDYL
vugger blå vugger sølv
henter stjerner ned
til det sovende barn
vuggen IDYL
imiterer månelys i de mørkeste nætter
i vuggen IDYL
er dynen en sky
og puden den hvideste vinge
lagnet af velour
er påtrykt blide salmer
i vuggen IDYL
er barnet viklet ind i vat
og skærmet mod verden
ranglen af blomster
udsender bedøvende dufte
vuggen IDYL
vugger blå vugger sølv
vugger velsignede drømme
ind i den sarteste flimrende søvn
hvem vover at vække den lille?

Vuggen TILPASNING
gynger i blåt og formanende orange
aldrig en passion
aldrig et begær
altid ligegyldighed
samfundets lige linjer
i vuggen TILPASNING
ligger et barn
som skal falde i søvn
til advarselsskiltes stribede signaler
vuggen TILPASNING
er stoppet med brune kuverter
papirer med endeløse rækker af tal
i vuggen TILPASNING
spjætter ungen længe som et dyr
falder omsider til ro
døser et øjeblik
men begynder atter at klage og klynke
hvem vil høre på nogen
der kalder i mørket?

Vuggen FULD MOBILISERING
står aldrig stille
vuggen FULD MOBILISERING
er fremstillet på kavaleriets våbenskole
med gænger af stål
vuggen FULD MOBILISERING
kan marchere på stedet
et to ― et to
til natten bliver barnet
svøbt i grøn uniform
og vuggen bliver redt
med løv og med grene
og barnet skal sove
i en rede af blade og pløre
et to ― et to
i vuggen FULD MOBILISERING
bærer barnet et lille gevær
et to ― et to
vuggen FULD MOBILISERING
marcherer i camouflage
et to ― et to
om natten bliver barnet slået
fordi det ikke vil sove
om natten vil barnet slet ikke sove
fordi det er bange
et to ― et to
hvem vil trøste et hysterisk barn?

Vuggen ENDELIG LØSNING
skramler mod plankerne
på det bare gulv
i det kolde barnekammer
vuggen ENDELIG LØSNING
er en sort lille kiste
på knirkende gænger
det nøgne barn
i vuggen ENDELIG LØSNING
ruller fra side til side
støder mod de rå plader
med en dump lyd der minder
om en blød sten
under låget
vuggen ENDELIG LØSNING
rokker frem og tilbage
vuggen ENDELIG LØSNING
rokker død
og står stille
hvem har sagt
at drømmens tid er forbi?
hvad er det
der allerede er hændt?

Springflod 1985 & Digte 1984-88. Digte 2000


Se bogen hos Gyldendal


Oversættelser

Engelsk

Spring Tide

Spring Tide

Oversat af Anne Born
Forest Books
London, Boston 1989
ISBN: 0-948259-55-8

Get the book