NYT
Anders Jormin:
AD LUCEM (EMC 22 32 2786145): Inter semper et numquam by Pia Tafdrup 2012
*
Katarina Frostenson: Flodtid. Digte Gyldendal 2013 - oversat af Pia Tafdrup
I oversættelse
Står uden lyddragt
Var det ikke herhen du skulle
blive til og blive
Nøgen
Plukket for fjerene
Hanen jeg
halsen bar
lidet smigrende er lyden
når den oversættes: en ryddethed
Kniv kastet mod sten
Du lyder som: gåsehud med sorte prikker og nogle strå
og
som en flået gås i strålende sol
Ærlig talt er du i havn
Jeg tror det er den fattige tilstand
eller noget nær det
(p137)
*
PATTI SMITH læser på LOUISIANA 24/8 2012 et digt fra PIA TAFDRUPs TARKOVSKY´S HORSES: At Least One Wound:
http://www.youtube.com/watch?v=0i_iKch8qAQ
*
MIKROFONHOLDER:
Jacob Kirkegaard & Pia Tafdrup: LYD
http://arkiv.radio24syv.dk/video/7000752/mikrofonholder-uge-36-2012
*
TAFDRUP OM EKELÖF:
Ekelöf:
*
TAFDRUP OM TRANSTRÖMER
NÄKTERGALEN I BADELUNDA
I den gröna midnatten vid näktergalens nordgräns. Tunga löv hänger i trance, de döva bilarna rusar mot neonlinjen. Näktergalens röst stiger inte åt sidan, den är lika genomträngande som en tupps galande, men skön och utan fåfänga. Jag var i fängelse och den besökte mig. Jag var sjuk och den besökte mig. Jag märkte den inte då, men nu. Tiden strömmar ned från solen och månen och in i alla tick tack tacksamma klockor. Men just här finns ingen tid. Bara näktergalens röst, de råa klingande tonerna som slipar natthimlens ljusa lie.
At tale om en nordgrænse for en nattergal sætter et virvar af overvejelser i gang: Hvor højt mod nord findes fuglen? Hvor højt mod nord høres den? Har fuglen et klangregister, hvor nordlige toner findes? Eller optræder nordgrænsen her som et sted, der ligger uden for det begribelige – en forestilling, som videreudfoldes i Tomas Tranströmers langt senere haikudigt: ”Kraftledningerne/ spændt ud i kuldens rige/ nord for al musik”. Sådan sættes tanker på spil, og en lykkefølelse dukker op. Der er sjælelig føde i Tranströmers poesi.
Prosadigtet om nattergalen er nøgternt i sin stil, men handler om livskraft, i og med at nattergalen besøger jeg´et i sygdommen. Det er sandsynligvis udsprunget af en autentisk fugls sang et sted, der tilmed navngives, Badelunda nær Västerås. Som sådan er digtet typisk for Tranströmer, der ofte tager afsæt i den konkrete, fysiske verden, men gennem digtet når gådefulde steder hen. Digtet åbner med en stærkt fortættet stemning af nærvær. Den grønne midnat kan sigte til en særlig farve på himlen som visse sommernætter har, eller måske ligefrem til nordlys, der nu og da bølger neongrønt tværs over himlen. Så grønt er skæret i al fald på himlen denne nat, at løvet hænger i trance, og bilerne i et sus suges mod lyset. Bilerne er døve, altså ude af stand til at høre tonerne. Nattergalesangen sammenlignes med en hanes gennemtrængende gal, og dog er sangen skøn uden at være forfængelig.
Sangen opfattes i det hyperfortættede nu af digtets jeg, der har været syg, men i sin indespærrede tilstand blev opsøgt af nattergalen, uden at jeg´et var bevidst om det da, det erkendes først tidsforskudt. Den specielle tidsoplevelse sætter sig som en forestilling om, at tiden så og sige kommer udefra og finder sin plads i de analoge, tikkende ure, der taknemmeligt tager imod tiden, som strømmer ind i dem fra kosmos. Via sprogspil og uvant synsvinkel er dette meget humoristisk udtrykt. Først når fuglen mærkes, og den vibrerende energi opstår i form af intenst nærvær, fremkommer også fornemmelsen af, at en tidløshed fyldes op af sang. Af toner så skarpe, at de kan slibe den le, som det grønne lysskær på nattehimlen ligner. Sanserne er rettet udad. Den meditative tilstand er modtagelighed og kraftudfoldelse på én gang. Ikke bare nattergalen, men også digtet kommer på besøg.
Et af fascinationspunkterne i Tranströmer digte er hans visdom, et andet blandt mange er, at jeg´et er ekstremt modtageligt og åben for, hvad kræfter udefra vil dette jeg. Vi har med Tranströmer at gøre med en nobelprisvinder, der i sine værker ligger langt fra de helvedesskildringer, man f. eks. ser udfoldet hos Herta Müller eller Elfriede Jelinek, der på hver deres måde skriver drabelig godt. Livssynet her er et andet. Hos Tranströmer findes håb, og det gennemsyrer sygdom og anden indespærring. At en nattergal efter en sygdomstilstand med ét indgiver så stærkt et nærvær er mirakuløst. Forvandling fra mørke til lys er mulig.
Efter at Tranströmer i 1990 fik et slagtilfælde, var han ikke i stand til at sige mange ord. Jeg husker, at han som noget af det eneste kunne sige ”mycket bra”. Med de ord kunne han paradoksalt nok udtrykke taknemmelighed, hver gang nogen sagde noget til ham eller gjorde noget for ham. Forunderligt positivt midt i sygdommen – og lige de ord, han fik brug for, da han fik meddelelsen om, at han bliver tildelt årets nobelpris.
PIA TAFDRUP
Iota Poetry 88 vinter 2010 Dr. Charlotte Beyer: Tarkovsky´s Horses and other poems.
*
Pia Tafdrup: Trækfuglens kompas. Digte. Gyldendal 2010
OMSLAG Ida Balslev-Olesen efter foto af Per Bak Jensen
Nu også som LYDBOG:
Pia Tafdrup: Trækfuglens kompas. CD INDLÆST AF FORFATTEREN. Gyldendal LYD (Indspillet hos AudioResort)2010
ISBN: 978-87-02-09986-7
OMSLAG: Sarah Green efter foto af Per Bak Jensen
Om TRÆKFUGLENS KOMPAS
Pia Tafdrup har selv rejst mere end de fleste, ikke mindst i embeds medfør, til utallige litteraturfestivaler rundt om i verden.
Og denne bog handler om at rejse, helt fra barnets udlængsel fra hjemmet, om at flytte hjemmefra, fra forældrene, ud i verden, om tingene, man flytter med, om at blive voksen og begive sig ud på rejse igen, fra hjem og børn.
Om at opleve det nye og fremmede, nær og fjern, om at komme hjem igen og se, at intet tilsyneladende er som før, om at længes ud på ny, om lufthavne og banegårde, om de landskaber, man rejser i, og de spor af bevægelse og vandringer, man ser alle steder, om dyr og fugle, om medrejsende og andre rejsende, levende som døde, om den sidste rejse, om rejsen som mål og som middel, om rejsens omstændigheder og rejsens omstændeligheder, Tafdrup er ikke en af de lette rejsende, hun rejser ingen steder uden en større oppakning, og det har hun et godt og selvironisk øje til.
AMULET
Om nogen engang har stjålet den
fra et kunstmuseums samling
kan der kun gisnes om,
men til den første færd over Atlanten
fik jeg af en veninde med flyskræk
en sort amulet,
som jeg hængte i en kæde om halsen.
Ingen rejse
har jeg siden begivet mig ud på
uden denne amulet,
en lille seglsten
med et indgraveret billede
af en egyptisk mand,
brugt som signatur
af analfabeter ...
Hvordan det var gået
uden amulet,
vover jeg knap at tænke på,
men med
den egyptiske mand fra et andet årtusinde,
har jeg besøgt mange lande
og opløftet forladt lige så mange
igen,
som brønden, der suger lyset til sig,
en drøm rigere.
Kløgtigt har han udstukket
ret kurs, advaret
mod farer –
på alle måder holdt hånden over mig.
Ingen bedre rejsekammerat
kunne have påtaget sig ansvaret i ansvarsløsheden.
PAS, PASSPORT, PASSAPORTO ETC.
Er jeg nu så grim som på billedet?
Kan jeg sluses igennem,
når jeg har rakt kontrolløren
passet med gamle visa
og en regn af stempler?
Er jeg mon en eftersøgt terrorist?
Manden ved skranken lodder det opslåede pas,
tilhørende Den Europæiske Union,
udstedt
af politidirektøren i København.
Manden ser op på mig, tjekker sin computer,
for jeg er måske på flugt
- måske ikke?
Muligvis kun
almindelig suspekt?
Jeg venter. Køen vokser bag mig,
mens mine data granskes.
Jeg er ikke forbryder, ikke
en handlet kvinde,
heller ikke illegal indvandrer,
har ikke falske identitetspapirer,
ikke smuglet cigaretter eller stoppet
andet ulovligt ned i bagagen.
Jeg er ikke tidligere straffet,
der er intet at komme efter, men dét
er måske et mysterium?
Kroppen er ikke national,
den passerer let i drømme
bjergkæder, floder og oceaner,
ruter tegnet af svaler.
Jeg vil gerne have
skyernes pas
gyldigt for rejser til alle lande og tilbage.
LANDING
Min krop er landet,
den har sat punktum for rejsen.
Og nervesystemet,
der havde indstillet sig
på andre breddegrader,
er ved at vænne sig til den vante igen.
Min krop er landet,
bagagen kommet,
men sjælen
trives tilsyneladende i New Delhi
mellem fugle og lysreflekser,
den er ikke vendt tilbage.
Den ser hunde lege i støvet, ser
kvinder i spraglede sarier og sandaler
vugge af sted
med pyramider af frugt
i kurve på hovedet.
Den lytter til unge kvinders kvidren
som fugle i en busk, den lytter
og forstår umiddelbart
uden at kende ordene.
Min krop er ankommet
til sit eget hjem,
har bugseret kufferten op ad trappen
og låst entrédøren op.
Den havde intet problem
med at finde tilbage
til de kolde månenætter,
men sjælen
sidder stadig under et træ og ser
en lille pige vifte fluer bort,
mens hun leger med sin stol i græsset
i en park,
hvor der er varmt og stille
og solen lav.
Jeg vender tilbage
for med lysvågne øjne at se
min egen verden igen,
snart er også sjælen klar.
Se: http://www.kunst.dk/billedkunst/kunstidetoffrum/haervejen/
og lyt til tre digte fra "Trækfuglens kompas"
