In English 

NYT http://tidningenkulturen.se/index.php/litteratur-topp/essaeer-om-litteratur-boecker/22429-poesi-i-poetik-och-praktik

Lyrikporten - instr. Jørgen Leth, 2016

REFLEKTIONER OVER POESI.

POESI. ET NYT BLIK AT SE MED. http://www.litteratursiden.dk/artikler/poesi-et-nyt-blik-at-se-med

04.01.2016
af Pia Tafdrup

Digteren Pia Tafdrup fortæller, hvad det at læse digte betyder for hende som digter og som menneske.

Af Pia Tafdrup, digter

Den rumænsk fødte Paul Celan, der skrev på tysk, og den svenske Gunnar Ekelöf er digtere, der har været afgørende for mig at læse. Spørg ikke, hvad de to præcis betyder, eller hvorfor de har været så væsentlige for mig. Jeg har ikke noget svar parat. Jeg kan kun sige, at jeg trækker vejret anderledes, når jeg læser deres digte. At de griber ind et usynligt sted.

F. eks. finder jeg et sandt kuglelyn af poesi hos Gunnar Ekelöf i Dīwān över fursten av Emgión (1965), her i Karsten Sand Iversens oversættelse:

En kugle har jeg støbt til dig
for at ramme dig i mit hjerte
Den er af sten, hugget af straffefanger
Den er af bly, dyppet i blod
Den er af jern, dyppet i honning
Den er af malm, hugget
med grove takker
for at flænse mere
for at du skal mærke
hvad døden af kærlighed betyder.

Alene levet liv med både fryd og smertelig erfaring kan afsætte digte af denne kaliber.

Paul Celan lader sig knap oversætte, derfor bringer jeg her et kort digt på tysk, Fadensonnen fra digtsamlingen Atemwende (1967):

FADENSONNEN

über der grauschwarzen Ödnis.
Ein baum-
hoher Gedanke
greift sich den Lichtton: es sind
noch Lieder zu singen jenseits
der Menschen.

Ét er at Paul Celan og Gunnar Ekelöfs digte er gået i blodet, ét er at have forbilleder, noget andet er, at mine egne digte må være sig selv og skrevet alene på mine betingelser. De har kun eksistensberettigelse, hvis de er mine, dvs. har mit åndelige aftryk.

Paul Celan oplevede at blive sammenlignet med digteren Mallarmé og var oprevet og fortvivlet over det. For ham var det magtpåliggende at sige fra over for enhver sammenligning, hvad jeg forstår. Et stykke vej kan man komme ved at sammenligne, men herefter er det netop det usammenlignelige og særegne, der er fundamentalt. Derfor har Paul Celan ret: en god digter kan ikke sammenlignes med andre. Han eller hun må være sig selv, bygge sit eget univers op. Af den grund kan det også være vigtigt for en digter at skrive en poetik, et værk, der reflekterer over, hvad digte er, og hvad de kan. Eller i det mindste et udkast dertil, fordi det giver en bevidsthed om, hvad det er, man gør, når pennen løber over papiret eller fingrene farer over tastaturet.

Ved at skrive en poetik tvinger man sig selv til at kaste et andet blik på sine egne digte. For mig blev det bl.a. klart, hvilken betydningsopskrivning af enkelte ord, der fandt sted, noget jeg måske nok havde på fornemmelsen, men ikke havde tænkt videre over. Men at nå frem til en prismatisk udspredt betydning af de enkelte ord er afgørende jo mere koncentreret digtet er. Intet må være overladt til tilfældighederne i form af slaphed, og alligevel skal der være plads til overraskelsen: dét, der alligevel kommer bag på én, bedst som man tror at overskue sit eget digt. Det er en paradoksal tilstand. Og den slags paradoksale forhold tager jeg op i min poetik, Over vandet går jeg. Skitse til en poetik (1991).

Vi har hver især vores yndlingssteder i poesien, her et par danske eksempler:

Blitz fra den særlige mælk
over alfabetets styrtregn
mimet af et barn der sov ind
fremmed for dens skalaer

Disse linjer udgør en enkelt strofe i Per Højholts digt, "Labyrinten som fortløbende struktur" fra Praksis, 2: Groteskens område (1978). Dette digt kan gøre mig fuldstændig lykkelig, fordi det lyn, der tales om, farer gennem ordene i strofen her.

Hos Inger Christensen f. eks følgende lille magiske digt fra Alfabet (1981):

duerne findes; drømmerne, dukkerne
dræberne findes; duerne, duerne;
dis, dioxin og dagene; dagene*
findes, dagene døden; og digtene
findes; digtene, dagene, døden

Bogstav for bogstav åbner Alfabet for digte i en på forhånd fastlagt struktur frem til bogstavet n, hvorefter strukturen ændres. Metoden genererer overraskende sammenstillinger og nye betydninger. En sprogynglende glæde smitter på livstid. Alfabet udkom samme år, jeg debuterede med Når der går hul på en engel, derfor fik Inger Christensens bog en særlig status for mig.

Digte kan på grund af den fortættede form noget hverken prosa eller nogen anden genre kan. Energien i de citerede digte eller digtfragmenter vider ganske enkelt verden ud med en centrifugalkraft. Det er innovative linjer som disse, der med ét kan få os til se langt. Vigtigt, hvis man er tilbøjelig til at leve nærsynet.

At gribe ud efter en bog med dens dufte og minder og læse nogle af sine yndlingssteder bærer én videre. Man vågner op, ankommer så at sige til verden igen. Gode, stærke digte lukker op for det forunderlige, som den menneskelige hjerne har mulighed for at udfolde: Vi kan forestille os noget, vi ikke kan se. Vi kan tænke over, hvad døden er, og vi kan overveje, om universet er uendeligt. Den slags holder vi af. Det er i modsætning til dyrene ikke nok for os at parre os, sove og finde føde ...

Om poesien gør nytte? Sådan bliver man som digter spurgt igen og igen. Ja, det gør den – hvad enten den udtrykker et mangfoldigt register af melankoli, passion eller viden. Når den er bedst, kan den få os til at tænke og sanse anderledes, undertiden få os til at foretage bevidsthedsmæssige kvantespring. Det er da en begyndelse, hvis man er et menneske, der gerne VIL noget med sit liv.

Meget kan være identitetsgivende: slægten, sproget, geografien etc., men sandelig også den civilisation og kultur, vi er vokset op med – herunder brudstykker af digte eller hele digte, der nagler os fast til os selv. Digtene udgør en del af den substans, vi er bygget op af i åndelig forstand.

Poesi er den mest koncentrerede form for sprog, den mest sublime, mennesket har udviklet. Enkel og rummelig, undertiden næsten plastisk i sit billedsprog, som når den tyske digter Rilke skildrer panteren, der går rundt i sit trange bur ”som en dans af kraft omkring et punkt”.

Der er mange muligheder i lyrikken: man kan overholde respektindgydende faste former, opstille egne systemer eller skrive såkaldt frie vers, men fælles er en rytme, et åndedræt, der får os til at lytte anderledes opmærksomt.

Et digt går mere end nogen anden litterær kunstart ind under huden, når det er mest vellykket. Der findes en særlig energi i poesien, noget der akkumuleres – og derfor også afspejler ultimativ indlevelse. Et digt behøver ikke direkte at tematisere store samfundsspørgsmål, for i kondenceringen og udfoldelsen ligger et skjult engagement i verden.

Sandheden kan digtet ikke påtage sig at udsige, den findes i det æstetiske greb, den åndelige arkitektur. I tonen, stilen, sjælens signatur. Hvor mystikeren fornemmer, at ordene ikke slår til og derfor bliver tavs, fortsætter digteren sit ”passageværk” ved at artikulere det uartikulerede ...

Ja, poesien kan meget: være noget i sig selv, den udgør en særverden, en imagination, en visdom, der er skrevet frem – og den kan fungere som brændstof på vores vej videre frem – eller i meditative øjeblikke.

Skønt poesien har barske vilkår disse år i store dele af verden, kalder den på nye generationers opmærksomhed. De unge fanges ind i dens fragile univers eller kaster sig hovedkulds ind i den drevet af et håb. De unge opfinder den på ny, og det er tvingende vigtigt, for samme digt kan ikke skrives igen.

De bedste digte er tidsoverskridende, de kender ikke til etniske fordomme eller anden konsensusdannelse. I en vellykket oversættelse kan sådanne digte rejse om på den anden side af kloden og udrette mere, end det er muligt at måle.

Digtet er et muligt mødested. Digtet giver os et nyt blik at se med, men det er ifølge Augustin ikke alt vi ser, der er mere at høre


...Litteraturmagasinet Tekstur november 2014. Oplæsning fra Smagen af stål + interview: https://www.mixcloud.com/Tekstur/tekstur-taler-med-forfatter-pia-tafdrup/

Norwegian Writer´s Climate Campaign Februar 2015: https://forfatternesklimaaksjon.wordpress.com/dikt/

*

Kroppens brand. Pristale for Ellen Wulff. Weekendavisen 28. nov. 2014

Spansk

“Caminar sobre el agua. Bosquejo de una poética”, por Pia Tafdrup. 30 septiembre, 2014: http://www.vallejoandcompany.com/caminar-sobre-el-agua-bosquejo-de-una-poetica-por-pia-tafdrup/

Persisk

3 digte oversat og indlæst af Farzaneh Dorri:
Ægteskab: http://youtu.be/2mLiDBD3KHE
Befri de indvendige sange: http://youtu.be/4hP6iMmYzS8
Ordene rejser: http://youtu.be/-CL-cZvCK-I
http://halvard-johnson.blogspot.be/ 23. september 2013.

*

Anders Jormin:
AD LUCEM (EMC 22 32 2786145): Inter semper et numquam by Pia Tafdrup 2012

*

Katarina Frostenson: Flodtid. Digte Gyldendal 2013 - oversat af Pia Tafdrup

I oversættelse

Står uden lyddragt
Var det ikke herhen du skulle
blive til og blive
Nøgen
Plukket for fjerene
Hanen jeg
halsen bar
lidet smigrende er lyden
når den oversættes: en ryddethed
Kniv kastet mod sten
Du lyder som: gåsehud med sorte prikker og nogle strå
og
som en flået gås i strålende sol
Ærlig talt er du i havn
Jeg tror det er den fattige tilstand
eller noget nær det
                                                                                  (p137)

*

PATTI SMITH læser på LOUISIANA 24/8 2012 et digt fra PIA TAFDRUPs TARKOVSKY´S HORSES: At Least One Wound:

http://www.youtube.com/watch?v=0i_iKch8qAQ

*

MIKROFONHOLDER:
Jacob Kirkegaard & Pia Tafdrup: LYD

http://arkiv.radio24syv.dk/video/7000752/mikrofonholder-uge-36-2012

*

TAFDRUP OM EKELÖF:
Ekelöf:

D2R

*

TAFDRUP OM TRANSTRÖMER

NÄKTERGALEN I BADELUNDA

I den gröna midnatten vid näktergalens nordgräns. Tunga löv hänger i trance, de döva bilarna rusar mot neonlinjen. Näktergalens röst stiger inte åt sidan, den är lika genomträngande som en tupps galande, men skön och utan fåfänga. Jag var i fängelse och den besökte mig. Jag var sjuk och den besökte mig. Jag märkte den inte då, men nu. Tiden strömmar ned från solen och månen och in i alla tick tack tacksamma klockor. Men just här finns ingen tid. Bara näktergalens röst, de råa klingande tonerna som slipar natthimlens ljusa lie.

At tale om en nordgrænse for en nattergal sætter et virvar af overvejelser i gang: Hvor højt mod nord findes fuglen? Hvor højt mod nord høres den? Har fuglen et klangregister, hvor nordlige toner findes? Eller optræder nordgrænsen her som et sted, der ligger uden for det begribelige – en forestilling, som videreudfoldes i Tomas Tranströmers langt senere haikudigt: ”Kraftledningerne/ spændt ud i kuldens rige/ nord for al musik”. Sådan sættes tanker på spil, og en lykkefølelse dukker op. Der er sjælelig føde i Tranströmers poesi.
   Prosadigtet om nattergalen er nøgternt i sin stil, men handler om livskraft, i og med at nattergalen besøger jeg´et i sygdommen. Det er sandsynligvis udsprunget af en autentisk fugls sang et sted, der tilmed navngives, Badelunda nær Västerås. Som sådan er digtet typisk for Tranströmer, der ofte tager afsæt i den konkrete, fysiske verden, men gennem digtet når gådefulde steder hen. Digtet åbner med en stærkt fortættet stemning af nærvær. Den grønne midnat kan sigte til en særlig farve på himlen som visse sommernætter har, eller måske ligefrem til nordlys, der nu og da bølger neongrønt tværs over himlen. Så grønt er skæret i al fald på himlen denne nat, at løvet hænger i trance, og bilerne i et sus suges mod lyset. Bilerne er døve, altså ude af stand til at høre tonerne. Nattergalesangen sammenlignes med en hanes gennemtrængende gal, og dog er sangen skøn uden at være forfængelig.
   Sangen opfattes i det hyperfortættede nu af digtets jeg, der har været syg, men i sin indespærrede tilstand blev opsøgt af nattergalen, uden at jeg´et var bevidst om det da, det erkendes først tidsforskudt. Den specielle tidsoplevelse sætter sig som en forestilling om, at tiden så og sige kommer udefra og finder sin plads i de analoge, tikkende ure, der taknemmeligt tager imod tiden, som strømmer ind i dem fra kosmos. Via sprogspil og uvant synsvinkel er dette meget humoristisk udtrykt. Først når fuglen mærkes, og den vibrerende energi opstår i form af intenst nærvær, fremkommer også fornemmelsen af, at en tidløshed fyldes op af sang. Af toner så skarpe, at de kan slibe den le, som det grønne lysskær på nattehimlen ligner. Sanserne er rettet udad. Den meditative tilstand er modtagelighed og kraftudfoldelse på én gang. Ikke bare nattergalen, men også digtet kommer på besøg.
    Et af fascinationspunkterne i Tranströmer digte er hans visdom, et andet blandt mange er, at jeg´et er ekstremt modtageligt og åben for, hvad kræfter udefra vil dette jeg. Vi har med Tranströmer at gøre med en nobelprisvinder, der i sine værker ligger langt fra de helvedesskildringer, man f. eks. ser udfoldet hos Herta Müller eller Elfriede Jelinek, der på hver deres måde skriver drabelig godt. Livssynet her er et andet. Hos Tranströmer findes håb, og det gennemsyrer sygdom og anden indespærring. At en nattergal efter en sygdomstilstand med ét indgiver så stærkt et nærvær er mirakuløst. Forvandling fra mørke til lys er mulig.
   Efter at Tranströmer i 1990 fik et slagtilfælde, var han ikke i stand til at sige mange ord. Jeg husker, at han som noget af det eneste kunne sige ”mycket bra”. Med de ord kunne han paradoksalt nok udtrykke taknemmelighed, hver gang nogen sagde noget til ham eller gjorde noget for ham. Forunderligt positivt midt i sygdommen – og lige de ord, han fik brug for, da han fik meddelelsen om, at han bliver tildelt årets nobelpris.

PIA TAFDRUP


Iota Poetry 88 vinter 2010 Dr. Charlotte Beyer: Tarkovsky´s Horses and other poems.

*

Pia Tafdrup: Trækfuglens kompas. Digte. Gyldendal 2010
OMSLAG Ida Balslev-Olesen efter foto af Per Bak Jensen

Nu også som LYDBOG:

Pia Tafdrup: Trækfuglens kompas. CD INDLÆST AF FORFATTEREN. Gyldendal LYD (Indspillet hos AudioResort)2010
ISBN: 978-87-02-09986-7
OMSLAG: Sarah Green efter foto af Per Bak Jensen

Om TRÆKFUGLENS KOMPAS

Pia Tafdrup har selv rejst mere end de fleste, ikke mindst i embeds medfør, til utallige litteraturfestivaler rundt om i verden.

Og denne bog handler om at rejse, helt fra barnets udlængsel fra hjemmet, om at flytte hjemmefra, fra forældrene, ud i verden, om tingene, man flytter med, om at blive voksen og begive sig ud på rejse igen, fra hjem og børn.

Om at opleve det nye og fremmede, nær og fjern, om at komme hjem igen og se, at intet tilsyneladende er som før, om at længes ud på ny, om lufthavne og banegårde, om de landskaber, man rejser i, og de spor af bevægelse og vandringer, man ser alle steder, om dyr og fugle, om medrejsende og andre rejsende, levende som døde, om den sidste rejse, om rejsen som mål og som middel, om rejsens omstændigheder og rejsens omstændeligheder, Tafdrup er ikke en af de lette rejsende, hun rejser ingen steder uden en større oppakning, og det har hun et godt og selvironisk øje til.

AMULET

Om nogen engang har stjålet den
fra et kunstmuseums samling
   kan der kun gisnes om,
men til den første færd over Atlanten
fik jeg af en veninde med flyskræk
                                         en sort amulet,
som jeg hængte i en kæde om halsen.
Ingen rejse
har jeg siden begivet mig ud på
uden denne amulet,
                    en lille seglsten
med et indgraveret billede
af en egyptisk mand,
brugt som signatur
af analfabeter ...
Hvordan det var gået
   uden amulet,
vover jeg knap at tænke på,
   men med
den egyptiske mand fra et andet årtusinde,
har jeg besøgt mange lande
og opløftet forladt lige så mange
igen,
som brønden, der suger lyset til sig,
   en drøm rigere.
Kløgtigt har han udstukket
ret kurs, advaret
mod farer –
på alle måder holdt hånden over mig.
Ingen bedre rejsekammerat
kunne have påtaget sig ansvaret i ansvarsløsheden.

PAS, PASSPORT, PASSAPORTO ETC.

Er jeg nu så grim som på billedet?
Kan jeg sluses igennem,
når jeg har rakt kontrolløren
passet med gamle visa
og en regn af stempler?
Er jeg mon en eftersøgt terrorist?
Manden ved skranken lodder det opslåede pas,
tilhørende Den Europæiske Union,
   udstedt
af politidirektøren i København.
Manden ser op på mig, tjekker sin computer,
for jeg er måske på flugt
                                - måske ikke?
Muligvis kun
   almindelig suspekt?
Jeg venter. Køen vokser bag mig,
mens mine data granskes.
Jeg er ikke forbryder, ikke
en handlet kvinde,
heller ikke illegal indvandrer,
har ikke falske identitetspapirer,
ikke smuglet cigaretter eller stoppet
andet ulovligt ned i bagagen.
Jeg er ikke tidligere straffet,
der er intet at komme efter, men dét
er måske et mysterium?
   Kroppen er ikke national,
den passerer let i drømme
bjergkæder, floder og oceaner,
   ruter tegnet af svaler.
Jeg vil gerne have
                     skyernes pas
gyldigt for rejser til alle lande og tilbage.

LANDING

Min krop er landet,
den har sat punktum for rejsen.
Og nervesystemet,
der havde indstillet sig
på andre breddegrader,
er ved at vænne sig til den vante igen.
Min krop er landet,
bagagen kommet,
              men sjælen
trives tilsyneladende i New Delhi
mellem fugle og lysreflekser,
   den er ikke vendt tilbage.
Den ser hunde lege i støvet, ser
kvinder i spraglede sarier og sandaler
vugge af sted
med pyramider af frugt
i kurve på hovedet.
Den lytter til unge kvinders kvidren
som fugle i en busk, den lytter
og forstår umiddelbart
   uden at kende ordene.
Min krop er ankommet
til sit eget hjem,
har bugseret kufferten op ad trappen
og låst entrédøren op.
Den havde intet problem
med at finde tilbage
til de kolde månenætter,
                   men sjælen
sidder stadig under et træ og ser
en lille pige vifte fluer bort,
mens hun leger med sin stol i græsset
i en park,
hvor der er varmt og stille
   og solen lav.
Jeg vender tilbage
for med lysvågne øjne at se
min egen verden igen,
   snart er også sjælen klar.

Se: http://www.kunst.dk/billedkunst/kunstidetoffrum/haervejen/
og lyt til tre digte fra "Trækfuglens kompas"