Salamandersol

GLÆDE

Først er glæden,
   smuglet over grænsen
      gennem en trang tunnel.
Natten er ovre, druknet i havet,
   begravet i jorden,
      tusindvis af år passeret alene.
Lugte, som allerede fandtes,
   omslutter tæt,
      heste pruster i stalden.
Vågne med lys,
   se skyggespil over tapetet,
      høre fugle i buske og efeu.
De voksnes stemmer og latter,
   en tryg landingsbane
      på den anden side af væggen.
Først er morgenhaven
   i sol,
      dens illumination af hjertet.
Æbler falder i det varme græs,
   insekter stiger
      op fra blomsters krondyb
Først er åbenheden,
   der snart lukker sig,
      ansigtsløst.
Først er tilliden,
   der med lethed sluges
      af galaktisk frygt.
Først er glæden,
   der nyfødt strømmer
      verden i møde, drømmer den.
Så følger sorgen, så følger vreden,
   så siger nogen:
      – Fred være med det.
Livet er døden, der kommer,
   men først er glæden.