Sekundernes bro

EKKO 

Det er munkenes sang jeg hører.
    Solen kommer og går
    kastes ind mellem søjler og hvælvinger
    forsvinder gennem buer af sten.
      Ruiner af Europa
      skyggecelle for sarkofag og gravsten.

Det er liget jeg ser
synets vedvarende tyranni.
     En ung mand der har kastet sig ud
     fra taget
     begge ben bøjet akavet tilbage.
       Armene vinger
       der ikke bar.

Det er munkenes sang jeg hører
blodet jeg ser flyde.
     Vinden tager i klosterhavens blomster og urter
     rusker timian rusker mynte og estragon.
     Flokke af duer flyver op over kapellet
     op over tårnet
     fortsætter ud over floden.
     Det er en krop gennem luften.
     Slag af kulde.
     Blodet jeg ser drive
     mod en rendesten.

En grå vind fra parken kastes rundt
mellem arkader og mure
    løfter de hvide dun
    på mine nøgne arme
    fejer op
    i mine solvåde nakkehår.
      Frysende smæld mod fortovet.

Det er mennesker jeg ser ile til
deres angst der kommer løbende og fylder gaden
    de levende der presser deres hænder
    mod brystet af den døde.
      Blodet siver mod risten
      og når
      stjernerne i byens kloakker.

Det er den dødes blod der skyller koldt
gennem mit hoved.
    Blodet jeg hører blande sig 
    med vandet i kloakken
    ekkoer af munkenes sang
    jeg hører flyde
    bag tykke mure.
    Regnen vasker fortovet rent
    og i klostergården
    græsser enhjørningen uforstyrret.
Stilhed begynder med et dyr.

Sekundernes bro 1988 & Digte 1984-88. Digte 2000

Se bogen her